Prostitution og Terapi

En gammel historie om uventet healing:

Jeg var i start tyverne, og gennemgik et større hjertebrud fra min tredje ‘’livets kærlighed’’, da min far ringede til mig en tidlig fredag aften. Jeg husker de præcise ord der mødte mig fra den anden ende af telefonlinjen, da han spurgte: ‘’…Har du lyst til at prøve noget grænseoverskridende?’’ Og det måtte jeg jo, trods min egen selvmilidenhed, sige ja til.

Min far kunne mærke og genkende det mørke der omgav mig og håbede at vi i fælleskab kunne vække det sjældelige og inderlige igennem en oplevelse som vi begge var dybt unkomfortable med, samt fascineret af. 


Den selv samme aften befandt vi os i midten af et mindre villakvarter, i et hus, ikke meget anderledes end en normal familiebolig. Vi sad på en leopard polstret sofa, i et mindre rum belyst af en dæmpet lampe og en doven diskokugle, med et menu-kort klargjort foran os. På kortet var der en vifte af muligheder, men kun en som gav mening for os: ‘’Kæreste sex’’; 1100 kr. for en omgang kæreste sex. Min far betalte, selvfølgelig. En meget opskruet, plastik-skudt kvinde tog imod vores bestilling, og efter en kort ventetid, blev jeg bedt om at følge med. Det var her fra, at jeg og min fars skæbner blev frakoblet. Jeg blev ledt til et større soveværelse, redegjort med alt fra stripperstang, til spejlvæg, zebra-klædt sengebetrak, og et lys så rødt at jeg kort varigt troede at der var gået ild i lortet. Jeg var alene i rummet, så jeg satte mig høfligt på sengekanten og ventede.

En ny kvinde kom ind, jeg vil til den dag i dag, endnu ikke ture gætte hendes alder. Lad os kalde det et spektrum fra 30 til 60. Hun var pæn, frækt klædt på, og overhovedet ikke attraktiv for mig i mit sårbare uerotiske stadie. Hun dansede over mod mig, med lette skridt, gik ned på hug og kiggede mig i øjnene med et pludseligt seriøst blik. Både intelligens og empati skinnede igennem øjenskyggen. Så smilede hun, nikkede, og spurgte om mit navn.

Jeg sagde det var Mads, og begyndte at fortælle lidt om hvor ukomfortabelt jeg fandt hele opstillingen, og at jeg mest var her fordi min far og jeg havde syntes det kunne være en spændende oplevelse. Med andre ord, var sex ikke rigtig noget jeg havde lyst til.

Hun grinte varmt, og stemingen i rummet lettede. Hun forslog at vi bare kunne ligge os nøgne sammen og snakke. Det sagde jeg pænt ja til. Jeg følte mig hurtigt meget firkantet ved siden af hendes kurvede krop og personlighed. Vi talte om alt muligt, og her i blandt spurgte jeg ind til hvorfor hun var blevet prostituret. Hun fortalte mig at hun nød sammenværet med folk, især fordi hun fik lov til at vælge klienterne til og fra. Det var blandt andet derfor hun lige skulle se mig an, inden hun gik med til noget. Hun sagde at de fleste mennesker virkede så meget mere ærlige og åbne når de smed tøjet, og det var noget hun savnede i dagligdagen. Jeg spurgte om hun kunne se hvem jeg var, og hun svarede at jeg virkede trist. Jeg nikkede, og hun sagde at selvom vi ikke behøvede at have sex, kunne hun give mig en tantrisk massage. Det sprang vi ud i. Så med olier, hænder, og kroppe, frigjorde hun og tog ved. For en kort stund slap tankerne og jeg opdagede hvor fri sjælen er.

Jeg fik en ekstra halv time på huset, mens min far i rummet ved siden af havde døjet med, lad os kalde det; mindre stimulerende selskab.

Jeg tænker tit på den kvinde, hendes energi og humør. Jeg er nysgerrig på om et møde i dag havde været meget anderledes. Jeg husker hende lidt som en terapeut, det som jeg selv nu er blevet, men blot med en anderledes tilgang til kroppen. Søgende efter forksellige åbninger, forskellige forløsninger. For mig var det møde slet ikke sexuelt, men enormt intimt og sårbart. Hudløst. Og er det ikke præcis det som er forløsende når man en sjælden gang er i trygge hænder?

Poems

Den røde tråd

              

Farverne forsvinder og verden fortsætter

Fuglende dvaler i modvind, men vinden skifter

Et øjebliks tørhed, inden regnen kommer

Sommeren ligger stille og tavs i skovbunden

Foråret blot en stjerne på endeløse nætter

...

For enden af mange bakker, på højen ved en sø af glas,

en parably og et anker.

En mand siddende på en bænk af sten, cigerat mellem hans ringe og lange finger.

Et hvæs og han siger;

''Jeg kender hverken smil eller tåre. Knyttet næve eller kram.

For i mig er der både rod og gren. For i livet er der kun dig og mig, du og vi.''

''Så sluk dine tåre og vend dit smil. For det evige efterår og det evige forår, både ender og begynder, indtil intet længere er.

Men selv der er der stadig kun du og vi, os og mig. Både falende blad og skubbende vind.''

''Hvor er vi på vej hen, hvis ikke mod ingenting og alting?

Ligesom alting og ingenting altid er på vej mod os.''

Og med det slukker både glød og røg, begravet, som alle hemmeligheder, under et tæppe af sne.

Rodnet

              

Verdens underside, humanitet i spalter, lange hårde rødder, i rød aske.

Røg uden kilde, omvendt himmel, kollapset identitet, skrupelløs frihed.

Sandhedens lag, limens fragilitet, timeglassets tomhed, latterens spydighed.

Modets vanvid, glædens immunitet, sygdommens rodnet, tyve spindelvæv og to fluer.

Søjlens revne, søjlens hulhed.

Vogne med usikkerhed, i solide tønder, båret henover generationer, til skrænten af verden.

Arvens læs. Arvens rettigheder. Løftet af heste, opdrættet på hvileløs depression og uafklaret dyb kærlighed til livet, trods...

Fri indeni

              

Fri indeni, som sjælen blød i vinden.

Det lette penselstrøg af følelser, kastet som et net i havet.

Båden vugger på det blå hav uden horisont, skyer omkring, muntre hvide kinder.

Et spøgelse på skøjter, springer over bølger, en blid hvisken om glemt vinter.

Sjælen blomstre mæt på havsalt, i en lille krukke midt på dækket.

Fri indeni, ingen vind i sejlet, men et net fyldt med guld.

Kirsebærtræ

              

Til lyden af en smøg, der gløder dovent mellem mine trætte fingre, ryger jeg mine tanker. Lyserød hat under et kirsebærtræ i forår, dufter jeg solnedgangen bag mine øjenlåg. Dens gullige skær skjult i skyggerne af mine følelser.


Jeg suger ind, mødt af den milde atmosfære af København, alene på en bænk, men ikke ensom. For i vinden og brisen er vi tusind, alle båret af det samme skib. Jeg puster røgen i mine lunger ud, for luften ligesom min krop, er lånt. Mine følelser er kun vejret af min indre himmel og mine tanker blot det tøj jeg vikler mit sind ind i.

Jeg puster ud igen, for hver gang jeg trækker vejret, kysser jeg den vind, der søger ud i livet.